Hotel Søparken i Aabybro kontaktede Arkitektfirmaet Signatura, da de havde behov for at udvide hotellets kapacitet med 15 nye værelser. Grundet hotellets meget karakteristiske fremtoning er en respektfuld tilgang valgt, hvor den elegante og klassiske stilart fra den eksisterende bygning videreføres i en tilstødende bygningslænge.
I den nye længe gentages den rytme og symmetri, der kendetegner den oprindelige bygning, og udvidelsen karakteriseres derved kun ved den mere moderne og minimalistiske sammenbygning, der er opført mellem de to længer. Sammenbygningen agerer opholdsområde for gæster samt forbindelsesled etagerne imellem og er designet ud fra principper, der ligeledes er anvendt ved hotellets eksisterende indgangsparti.